dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Rekordmange personer under 40 år modtager førtidspension

Antallet af personer under 40 år, der er på førtidspension, har aldrig været højere. Tallet stiger hele tiden.
10. JUL 2024 7.45

Flere og flere yngre danskere modtager førtidspension. Faktisk er tallet steget uafbrudt de seneste 65 måneder i træk.

I juni blev der således sat endnu en kedelig rekord, idet 38.094 personer under 40 år modtog førtidspension. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

De seneste fem år er antallet af yngre førtidspensionister steget med 38 procent.

Det kalder Mads Moberg Reumert, der er cheføkonom i Danica Pension, for "en voldsom stigning", og han frygter, at toppen endnu ikke er nået.

- Tilgangen til førtidspension var i 2023 på et meget højt niveau - ikke mindst blandt kvinder under 40 år.

- Selv om tilgangen til førtidspension i år er faldet en smule sammenlignet med niveauet sidste år, er det fortsat et ganske højt niveau af tilkendelser til førtidspension blandt unge, siger han.

Udsigterne for at vende tilbage er ikke gode

Nicoline Rosenlund, der er sundhedschef i Sampension, kalder udviklingen for "trist".

- Det er først og fremmest ulykkeligt for den enkelte, der i en tidlig alder bliver førtidspensioneret. Samtidig ved vi, at udsigterne for at vende tilbage til arbejdsmarkedet fra en førtidspension absolut ikke er gode, siger hun.

Halvdelen af de personer under 40 år, der får tilkendt førtidspension, får det på baggrund af en psykisk lidelse.

Det er en højere andel end for 10 år siden, hvor det kun var omkring 40 procent.

Stigningen i antallet af yngre førtidspensionister er sket på trods af en reform af førtidspensionen i 2013, der skulle sænke antallet af unge på førtidspension.

/ritzau/mar

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.